RDO  

I 1993 købte Richard Winther et nedlagt alderdomshjem i Vindeby på Lolland. Han flyttede i løbet af sommeren ind i huset og boede her til sin død i 2007. Richard Winther var ved flytningen til Lolland syvogtres år og havde som billedkunster gennemløbet en usædvanlig udvikling. Han trådte  årene omkring afslutningen af den Anden Verdenskrig ind på en dansk kunstscene, der var præget af en  spontan/abstrakt gruppering omkring Jorn, en konstruktiv fraktion omkring  Richard Mortensen og en stor broget forsamling af sammenslutninger som arbejdede i et figurativt billedsprog. Winther kom både på akademiet, og blev medlem af Linien II,  for han ville det hele på en gang. 

I nogle af   Winthers malerier på Linjen IIs udstilling i 1949 optrådte der figurative elementer som antydede et opbrud fra det konkrete  udtryk til et  nyt ekspressivt figurativt billedsprog.  I et ofte citeret interview i Information i 1951 vendte han sig mod sine samtidige’ som spiller skak med deres lærreder, så legen bliver deres indhold ’og fortæller i et senere tilbageblik om sit eget udtryk   ’ at fortællingerne væltede frem’. En ny udtryksform indfandt sig heller ikke med det samme, men fra midten og slutningen af tresserne udviklede  han et fortællende billedsprog, som trak på inspirationer fra både afrikansk, antik og europæisk kunst. Fra renæssancen, barokken og klassicismen, og som var dybt originalt og nutidigt.
Ti år senere - i 1961 – var han medstifter af Eks-skolen sammen med bl.a. Troels Andersen og Poul Gernes, om end medlemsskabet er kortvarigt. Fra 1976 til 83 var han med i Arme og Ben og igen i særdeles godt selskab med Lene Adler Petersen, Bjørn Nørgaard, Poul Gernes, Erik Hagens og Per Kirkeby.

Da flytningen til Vindeby var overstået vendte han sig mod sin tidligere produktion og genbrugte, genfortalte  og  udviklede ideer og teknikker som han havde arbejdet med siden sin ungdom. En af de første opgaver var vægmalerierne, som han malede i foråret og forsommeren 1995. Værket er overordnet set et stort selvbiografisk panorama over Winthers forhold til kvinden og hans seksualitet, over kunstneren og hans arbejde, og over hans syn på de store spørgsmål:  det borgerlige samfund, kristendommen, buddhismen og virkeligheden lige uden for hans vinduer. De breder sig ikke over alle vægge og lofter, men er formodentlig anbragt efter det forhåndenværende søms princip. De blev malet, hvor der var plads, og det var stort set i fem rum: forhal, køkken, malerstuen og det tilstødende værelse og toilettet.  De er malet i grotesk - humoristisk billedsprog og betjener sig af den klassiske mytologi og litteraturs fortællinger og persongalleri, men Winther leger også med deres identitet og optræder i mange forklædninger.

Det er i alle ordets betydninger en omvæltende og forvirrende oplevelse at træde ind i huset Alle vægge,  og de fleste døre, er dækket af malerier af kannibaler der er i færd med at voldtage og fortære kvinder. Kannibalerne er umenneskelige, deres lemmer har vildt overdrevne proportioner, lavpandede hoveder og deres kroppe hidsige farver. Kvinderne, der hænger som dukker i deres  hænder, er derimod elegant og smukt malet og hører tilsyneladende til i et andet univers.

 Men pludselig slår den groteske humor igennem, og åbner for forståelsen af billedernes mange lag af betydninger.  Det særlige ved den groteske humor er dens evne til at fastholde modsætningen mellem det komiske og det afskyvækkende, men samtidig også at opløse den. Det lykkes, fordi humoren altid vinder.  Den vinder fordi den har overskud, kan holde distance, og derfor kan herske over den, som latteren retter sig imod. Humoren skaber en atmosfære som gennemstrømmer alle billeder i hele huset, men har en bred vifte af udtryk.  Somme tider forsvinder det grusomme og makabre helt og giver plads for det komiske, sommetider end også muntre og det ironiske. 

Hele det store arbejde blev afsluttet i den første uge af juni 1995. Den 13 juni fotograferede han hvert enkelt maleri, klæbede fotografierne op og noterede kameratype, film, papir, objektiv og blænde, lukketid og placering af det. Nedenunder angav han titel og mål på billedet og placerede det i sit arkiv som en endelig dokumentation af værket. Det kom til at danne indgang til Richard Winthers sene værk som både i kvalitet og omfang blev en udvidelse af hans tidligere produktion. Huset i Vindeby blev ramme og værksted for vigtige produktioner som den store biografiske udstilling om Johannes Wiedevelt, statuen af Florence Nightingale, og fremstillingen af M-serien af fotografiapparater, som blev konstrueret af gamle udrangerede kameraer og en række serier af malerier med udgangspunkt i den klassiske europæiske litteratur og historie. Sporene af arbejdet er stadig synligt og mærkbart til stede i rummene både på gulv og vægge.