Statuen er grotesk, ude på skæg og ballade og gør nar af Winckelmann. Hans hat er blevet berømt og RDO syede et eksemplar til sig selv. Spørgsmålet er altid blevet rejst om, hvorfor han gjorde det. Næsten alle de andre malerier, film, fotografier, tegninger og skulpturer på udstillingen giver svaret. Han havde meget lidt respekt for kunsthistorikere. Else Marie Bukdahl, som var direktør for Kunstakademiet, og hans kollega bliver latterliggjort som damen med camara obscure der vil forklare kunsten i stedet for at opleve den. Vores WINCudstilling fortæller i øvrigt en historie om en middag på Den Frie, som RDO havde med sin nære ven og arbejdsfælle Jørgen Rømer (der også bliver latterliggjort), hvor Winther beretter om sin indlevelse og identifikation med Wiedevelts liv og hans ulykkelige druknedød i Sortedamssøen. Denne særlige arbejdsform, som Richard Winther udviklede, har fængslet og fascineret både kunsthistorikere, kolleger og filosofiske hoveder siden han for første gang benyttede den i bogen Den hellige Hieronymus og hans damekreds i 1978, hvor han skabte personen Jeronimus. Troels Andersen (kunsthistoriker) og Rune Gade (kunstkritiker) er dem der er kommet tættest på en forklaring ved at citere RDO (Richard Winther) selv for at sige: Det er mine kulturelle forudsætninger jeg lever mig ind i for at kunne leve i. Det lyder kryptisk. Oversat betyder det, at han lever sig ind i Wiedevelt for at blive en ny og anden billedkunstner ved navn WIE (af Wiedevelt). Det er den person, der skaber WIE - Recycling. Recycling er et centralt ord som Richard på dansk kalder GENBRUG og dækker både indhold og form. WINC - Hvem er han? Forsøg på en forklaring. Værkerne af Richard Winther, som hænger på væggene i år har været udstillet før. De stammer fra Wie - Recycling en jættestor udstilling som blev holdt på Gl.Holtegaard i 2005, hvad de tre bronzeskulpturer, som nu er opstillet foran RDO -huset også gjorde. I årene 2000-2005 levede Winther sig ind i Wiedevelt univers, som han tidligere havde gjort det med Den Hellige Hieronymus. Ud af denne identifikation med Hieronimus opstod Jeronimus og ud af samlivet med Wiedevelt kom Wie. Historien om hvordan denne sidste udstilling blev skabt er temaet denne sommer. Hans interesse for Wiedevelt begyndte med Thorvaldsen og klassicismen, som han samlede i en stor udstilling i 1981 på Glyptoteket ‘GENBRUGS - KLASSICISME’. Han afformede levende modeller i stillinger af Laokoon, figurer, buster, kropsdele fra samlingerne og arbejder med Tanagrafigurer og han tegnede og litograferede og skabte en indlevelse i den klassiske formverden som er unik. Han opdagede Wiedevelt og som han skriver: Det der optager mig ved Wiedevelt er det jeg kender fra mig selv. Wies figurer er kluntede og fulde af anatomiske fejl. Det redder ham, for han laver det hele ud af hovedet, uden model. Nu vil vi kalde ham anti-akademisk, men han personificerede Akademiet, var dets medstifter og første danske professor. Kunsten skulle læres efter alle kunstens regler. Han er så tæt på mig at jeg ikke her nogen vanskelighed ved at identificere mig med ham. Helt konkret begyndte arbejdet med at realisere Wie - Recycling ved en middag på Den Frie som han havde med sin nære ven og arbejdsfælle Jørgen Rømer, der boede i Wiedeveltsgade. Først kom ideen om en film sammen med Steen Møller Rasmussen og den udviklede sig senere til visionen om tre skulpturer til Gl. Holtegaard. Derefter fulgte en serie på henved 180 malerier med scener fra Wiedevelts liv organiseret omkring hans barndom, ungdom, alderdom, død og alderdom. Det særlige ved Winthers fortælling er den sammenvævning af fiktion og konkret virkelighed og den anakronistiske lethed, han lader den bevæge sig mellem løgn og latin. Det andet er det spotske, groteske og karikerede udtryk den får. Det gælder portrætterne af kunsthistorikerne, som hans kollega Else Marie Bukdahl, Winckelmann og til dels Jørgen Rømer, men det gælder også et selvportræt som Vandringsmanden med blå kasket og hævede pegefinger i skildringen af middagen på DEN FRIE. Langt den største del af Recycling er optaget af forholdet mellem Wiedevelt og Winckelmann, den berømt filosof og kunsthistoriker, som var bøsse og dannede par med Johannes Wiedevelt, mens de boede sammen i Rom (1754 -56). Om denne periode skaber Richard Winther en billedbiografi om ham, som omfattede en ægyptisk serie med en række meget ekspressive skildringer af Antonius og Cleopatra, Horus og Osiris hvor Winther udvikler sin optagethed af klassisk ægyptisk ikonografi og en serie ALDERDOM og DØD og EFTERMÆLE. Den indeholder den store ulykkelige beretning om Wiedevelts druknedød på Sortedamssøen. De to separate afsnit i Wiedevelts liv bliver side- og modstillet, og hvor konkret viden mangler, træder fantasien til. Således findes der kun meget sparsomme oplysninger om Wiedevelts barndom som fører til en vidunderlig tall story der fletter Winthers egne erindringer ind i WIEs. Endelig spiller et kunsthistorisk tema ind udformningen af Re-cycling. Det er nemlig et særligt karakteristisk træk ved klassicismen at den frembragte et livligt brug af satiren og det groteske udtryk. Abildgaard, som var en af Winthers store forbilleder havde en stor produktion, og det samme gjaldt andre af de store guldaldermalere. RDO greb fat i denne tradition, overdrev den, gjorde den grovere og moderniserede den. Det karikerede udtryk som latterliggør både begivenheden og de personer der tager del i den. Den skrækslagne billedhugger, fiskemester Wahl, som finder den druknede Wiedevelt, ham selv hans hat og andres hatte. Vender vi tilbage til spørgsmålet hvem WINC egentlig, er det i alle fald en lattervækkende person. Skulpturen af ham er en karikatur. Hans krop er ude af proportioner, hans hat, som RDO syede i en særlig udgave til sig selv, er skabt for at udstillede hans ynkelighed. Resultatet er at WIE vinder sin frihed og får skabt sin sidste store inkarnation, og at de vigtigste værker har fået en plads ved RDO -huset. Hatten af. Jørgen Gammelgaard